Ungefællesskaber baner vejen for grønne initiativer i Nordjylland

I en række projekter vil unge i Nordjylland opleve, at det at leve klimavenligt ikke betyder afsavn, men blot at gøre tingene på en ny og anderledes måde. (Foto: GRO SELV)
dato

Unge i Thisted, Aalborg og Skagen får nu en hånd til, hvordan de kan leve en mere grøn hverdag. Det sker ved hjælp af en bevilling fra Spar Nord Fonden til Ungefælleskabet GRO SELV, der arbejder for at give plads til unges grønne og kreative drømme i hele Danmark.

GRO SELV vil i løbet af foråret og sommeren skabe en række projekter i de tre nordjyske byer, hvor målet er at involvere lokale unge i meningsfulde fællesskaber om at leve mere grønt. Hvad der skal ske, beslutter de unge, der engagerer sig, da det er vigtigt at aktiviteterne udvikles på de deltagende unges egne præmisser. 

Spar Nords fondsdirektør Bo Uggerhøj siger: “GRO SELV vil engagere og inspirere nordjyske unge til at tænke mere bæredygtigt gennem grønne events, der blandt andet fokuserer på cirkulært forbrug, lokale fødevarer og oplevelser i naturen. Det bakker Spar Nord Fonden op om, da GRO SELV har en nytænkende tilgang til at skabe øget klimabevidsthed hos unge gennem lokale fællesskaber, der vil fremme deres bæredygtige valg i fremtiden.” 

Et af stederne, hvor unge i GRO SELV skaber anderledes klimaevents, er i Thisted. Her kan de unge allerede den 2. april se frem til THY:DOCS med visning af den finske dokumentar Once Upon A Time in A Forrest og grøn fællesspisning.

Weekenden den 13. og 14. april sætter GRO SELV og Urt plantagehuset i stand med genbrugsmaterialer og praktiske færdigheder. Og den 11. maj er der 30 års jubilæums- og sommerfest i Urt, hvor unge madkunstnere fra Blå Rammer laver plantebaseret festmiddag. Sidst men ikke mindst kan unge hver tirsdag komme med i syværkstedet, hvor der bliver repareret tøj og syet nyt af genbrugsmaterialer. 

“Unge mennesker har brug for praktisk, sjov og positiv erfaring med klimavenlige vaner og bæredygtigt forbrug. Uden en løftet pegefinger, men som sjove events for unge af unge. Det giver en forståelse af, at det at leve klimavenligt ikke betyder afsavn, men bare at vi skal gøre tingene anderledes. Vi har oplevet et rigtig stort potentiale i Nordjylland, og derfor er vi virkelig glade for bevillingen til netop grønne ungeevents i Nordjylland fra Spar Nord fonden”, siger Olivia Lyhne, projektmedarbejder i GRO SELV. 

FAKTA OM GRO SELV 
GRO SELV er Klimaambassadens laboratorium, hvor unge i fællesskab eksperimenterer med at praktisere bæredygtighed gennem workshops og sociale arrangementer. Visionen er at inspirere, skabe forandring og begejstring for en mere bæredygtig levevis. 

GRO SELV fungerer som accelerator for unges grønne, kreative og entreprenante drømme, der kan blive til virkelighed og efterfølgende inspirere til vidensdeling både lokalt, nationalt og digitalt. I fællesskabet eksperimenteres der med cirkulært forbrug, plantebaseret mad, sæsonbaserede oplevelser i lokal natur samt diverse praktiske projekter.  

For yderligere information: Olivia Lyhne, Projektmedarbejder i GRO SELV, tlf. +45 20694148 

Kilde: Tænketanken CONCITO
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook