Lørdag den 5. september fejres den officielle Flagdag for Danmarks udsendte i Thisted. Som tidligere år bliver dagen markeret med et optog gennem byen, hvor Dannebrog vil veje højt, og veteranerne i Thy hyldes for deres indsats.
I år falder flagdagen på en lørdag, og derfor finder optoget sted om formiddagen, mens byens butikker holder åbent. Det giver besøgende mulighed for at kombinere deres indkøb med deltagelse i fejringen.
Morsø Garden sørger for musikalsk stemning undervejs og leder optoget sammen med de lokale soldaterforeninger, der deltager med faner og medlemmer. Også personale fra Beredskabsstyrelsen Nordjylland er med i optoget, som går gennem gågaden i Thisted.
Optoget starter kl. 10.30 og forventes at ankomme til J.P. Jacobsens Plads omkring kl. 10.45. Her vil borgmester Niels Jørgen Pedersen og tidligere minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen, holde taler for forsamlingen.
Efterfølgende arrangeres der sammenkomst for veteranerne på Rådhuset, inden dagen afsluttes med en mindegudstjeneste i Thisted Kirke kl. 13. Alle er velkomne til at deltage i arrangementerne og være med til at vise anerkendelse af de udsendte.