Elever kan nu læse biblioteksbøger i skolebussen mellem Boddum og Hurup Skole

Foto: Thisted Kommune.
dato

Et samarbejde mellem skolebussen og Kulturrummet i Thy giver nu elever mulighed for at læse biblioteksbøger under transporten til og fra Hurup Skole.

Elever, der dagligt benytter skolebussen mellem Boddum og Hurup Skole, kan nu fordrive transporttiden med bøger. Initiativet er resultatet af et samarbejde mellem Nordjyllands Trafikselskabs skolebus og Kulturrummet i Thy.

Blandt bøgerne, som eleverne kan læse i bussen, er velkendte titler som Sebastian Klein, Vitello og Rædsomme Rune. Bøgerne, der tidligere har tilhørt biblioteket i Thy, er kasserede eksemplarer, som nu får nyt liv ved at blive stillet til rådighed for børnene i skolebussen. Eleverne kan frit tage en bog fra en af de to bogkasser, der står fremme i bussen, og enten læse eller bladre i dem undervejs.

Ideen opstod hos Isa Asboe, der har to børn, som selv kører med bussen mellem Boddum og Hurup Skole. Ønsket var at udnytte transporttiden på en meningsfuld måde, så børnene får mulighed for ekstra læseinspiration under kørslen.

Biblioteket i Thy tilsluttede sig hurtigt idéen om at donere kasserede bøger, hvilket gør det muligt for børnene at få læseoplevelser og måske endda øge deres læselyst. Derudover er der etableret særlige pladser i bussen indrettet som læsepladser, hvor børnene kan sætte sig tilrette med en bog. Farverige skilte i bussen opfordrer til at benytte sig af tilbuddet under køreturen.

https://www.thisted.dk/nyheder/2025/december/biblioteksbus

Kilde: Thisted Kommune