I 2021 blev Louise Munkholms drøm til virkelighed, da hun endelig kunne slå dørene op til sin helt egen blomsterforretning på Vestergade i Thisted. Nu, knap tre år senere, tager Louise et nyt spændende skridt, da Byens Blomster har indgået i et partnerskab med den landsdækkende blomsterkæde Interflora. Ifølge Louise er samarbejde en mulighed for at styrke butikkens tilbud og imødekomme kundernes ønsker om at kunne sende blomster rundt til hele landet.
Louise Munkholm kunne for knap tre år siden åbne dørene til sin helt egen blomsterbutik på Vestergade i Thisted. Byens Blomster startede som en lille butik på 25 kvadratmeter, men efter et år valgte Louise at udvide forretningen til større lokaler for enden af gågaden. Den nye og større butik har givet hende mulighed for at udfolde sin kreativitet og tilbyde et bredere udvalg af blomster og tilbehør. Nu går hun og Byens Blomster ind i Interflora.
Louise har tidligere arbejdet i blomsterbutikker, der var medlem af Interflora, og har set fordelene ved at være en del af blomsterkæden. “Jeg har altid tænkt, at hvis jeg skulle have en partner, så skulle det være Interflora. Kunderne efterspørger ofte Interflora, når de kommer ind, og vil have sendt buketter. Interflora passer perfekt til min stil med deres velkendte brand og kvalitetsprodukter,” fortæller Louise Munkholm, som da også regner med, at partnerskabet både vil skabe mere forretning og gladere kunder:
“Jeg håber, at samarbejdet med Interflora kan skabe et godt flow i forretningen og hjælpe kunderne med at få sendt deres blomster, så vi kan tilbyde en endnu bedre service til vores kunder, end vi gør i dag,” siger Louise.
Fra drøm til virkelighed
Louise Munkholm åbnede Byens Blomster i 2021 med en vision om at skabe en unik blomsterbutik, hvor hun kunne udleve sin kreativitet og vise, hvad hun kunne skabe på egen hånd. “Jeg har altid haft en drøm om at starte min egen forretning. Da den tidligere blomsterforretning hvor jeg arbejdede lukkede, så jeg chancen for at realisere min drøm. Det er dejligt at være sin egen chef, og jeg trives i rollen som selvstændig,” siger Louise Munkholm.