Vil du stå i spidsen for en stærk faglig enhed, hvor samarbejde, tillid og tværgående løsninger er i centrum? Motiveres du af at skabe retning, udvikling og trivsel – samtidig med at du sikrer en stabil drift i en politisk styret organisation? Så er det dig, vi søger som leder hos os.
Hos os får du
Som sektionsleder bliver du en del af Ledelsessekretariatet og får det daglige ledelses- og personaleansvar for afdelingens fire teams: Sekretariat, Strategi og Udvikling, Jura og Kommunikation.
Du refererer direkte til sekretariatschefen og sammen sætter I retning for afdelingen.
Hos os er involvering, sparring og vidensdeling en naturlig del af hverdagen, og du bliver en central drivkraft i at sætte retning for opgaverne, skabe fremdrift og sikre sammenhæng på tværs – både i afdelingen og i organisationen som helhed.
Som sektionsleder tiltræder du en stilling med rig mulighed for at sætte dit eget præg på, hvordan stillingen skal fyldes ud. Du får et job med stor indflydelse på både den faglige udvikling og din egen daglige opgaveløsning. Samtidig bliver du en vigtig sparringspartner for sekretariatschefen og bindeled til resten af organisationen.
Du får også en helt igennem dejlig arbejdsplads. I Ledelsessekretariatet dyrker vi den uhøjtidelige omgangstone, hvor vores styrke er samhørighed, humor og quiz ved enhver lejlighed - og hvor vi kan give dig mere end bare en arbejdsplads.
Dine opgaver
Afdelingen løfter meget varierende opgaver. Sammen med sekretariatsteamet er du ansvarlig for maskinrummet på direktionsgangen – I sikrer, at der er kvalitet i de politiske sager, og at dagsordener og referater frigives rettidigt. I jurateamet understøtter du juristerne, når de rådgiver og skriver juridiske notater til chefer og direktører på tværs af organisationen. I kommunikationsteamet sikrer du, at kommunikationsmedarbejderne har tydelige rammer og mandat at navigere efter, når de i mødet med organisationen afklarer de daglige kommunikationsopgaver. I Strategi og Udvikling er du medspiller og løfter en del af projektportefølgen – enten som projektejer eller projektleder og i tæt dialog med Sekretariatschefen. Derudover vil du naturligt være medansvarlig i opgaver på tværs af teams, f.eks. når vi afholder valg eller planlægger store arrangementer som royale besøg og købstadsjubilæum.
Opgavestillerne er mange og fra alle dele af organisationen. Du skal derfor trives med, at opgavestillerne har direkte koordinering med medarbejderne i de konkrete opgaver og samtidig have blik for, at ressourcetrækket på den enkelte forbliver realistisk.
Som sektionsleder får du dermed et bredt og alsidigt ansvarsområde, hvor du både arbejder med personaleledelse, faglig ledelse samt administrative opgaver – men hvor personaleledelsen er det, du brænder allermest for.
Personaleledelse
Du er en nærværende og tydelig leder, som:
- er tilgængelig i hverdagen og skaber tryghed og retning for medarbejderne.
- oversætter rammer og vilkår, så de giver mening i praksis.
- driver forandringsprocesser og understøtter implementering af nye tiltag.
- har fokus på trivsel, arbejdsmiljø og fællesskab.
- afholder MUS, personalemøder og MED-møder.
Faglig og administrativ ledelse
Du træder ind i en afdeling med høj faglighed og selvstændighed i opgaveløsningen samt høj efterspørgsel hos opgavestillere. Din primære opgave er derfor ikke at være faglig specialist, men derimod at understøtte og udvikle den nuværende kultur og være en værdifuld sparringspartner for medarbejderne ved at:
- være retningsgivende for afdelingens teams i forhold til prioritering, mål, mandat og serviceniveau.
- understøtte og være med til at sætte retning for kvaliteten i afdelingens leverancer.
- have ansvar eller medansvar for tværgående projekter og indsatser.
- varetage ledelse af nye og komplicerede opgaver i afdelingen.
- Have budgetansvar og udføre løbende budgetopfølgninger
- Håndtere administrative ledelsesopgaver som godkendelse af faktura, indberetninger, medarbejderprocesser mm.
Dine første opmærksomheder
I den første tid er der særligt brug for, at du retter din opmærksomhed mod:
- At skabe grundlaget for den gode personaleledelse. Din første tid vil gå med at lære afdelingen at kende og at undersøge, hvordan du bedst understøtter trivslen i afdelingen. Du starter i en foranderlig tid, hvor afdelingen skal finde sig til rette i et nyt arbejdspladskoncept. Det bliver din opgave at sikre forandringsledelse i denne proces, så gevinster som synergier og større sammenhængskraft på tværs opnås. Det kalder på en relationel og nysgerrig tilgang i øjenhøjde med øje for eksisterende værdier i afdelingen.
- Økonomistyring. Fundamentet i afdelingens økonomistyring er godt, men der er områder i kontoplanen, som kalder på yderligere strukturering og oprydning. Du vil i dette arbejde kunne trække på faglige kompetencer hos direktionssekretær og økonomikonsulent. Der er derfor ikke behov for, at du er økonomifaglig specialist, men at du motiveres af at arbejde struktureret, detaljeorienteret og retningsgivende med økonomi og budgetopfølgninger.
- Projektansvarlig for arbejdet med den gode sagsfremstilling samt krisestyring i beredskabssammenhæng. Når du er landet godt i afdelingen, kalder disse to projekter på opmærksomhed. Det kræver, at du arbejder formålsbaseret, forstår projektledelse, inddrager relevante kompetencer på tværs af teams og i organisationen, samt at du har øje for organisatorisk implementering og forankring.
Vi forestiller os, at du:
- er god til relationer og brænder for personaleledelse. Hvis du har ledelseserfaring, ser vi positivt på det, men det er vigtigere for os at finde den helt rette kollega – med eller uden ledelse på CV’et i forvejen.
- har politisk tæft og kan skabe retning og overblik i en kompleks og politisk styret organisation.
- er en stærk kommunikator, der kan begå sig på alle niveauer – fra medarbejdere til direktion.
- tager ansvar, arbejder struktureret og sikrer fremdrift i både drift og udvikling.
- trives i en hverdag med mange forskellige opgaver, interessenter og opgavestillere.
- har blik for både mennesker, faglighed og organisation.
- Har erfaring med projekt- og procesledelse.
Og så er vi i øvrigt nysgerrige på din baggrund, profil og hvad der motiverer lige netop dig, og som derfor kan give mening i din opgaveportefølje. Netop det vil være en løbende dialog mellem dig og sekretariatschefen.
Om organisationen
I Ledelsessekretariatet betjener vi Kommunalbestyrelsen, de politiske udvalg, råd og direktion. Vi rådgiver organisationen samt understøtter og udvikler den strategiske ledelse, styring og kommunikation på tværs.
Ledelsessekretariatet består af 15 medarbejdere fordelt på fire teams: Sekretariat, Strategi og Udvikling, Jura og Kommunikation Du bliver leder for alle fire teams.
Du refererer til sekretariatschefen og indgår i et tæt ledelsessamarbejde omkring afdelingen.
Din arbejdsplads er på Rådhuset i Thisted, men du skal forvente aktiviteter i hele kommunen.
Løn og ansættelsesforhold
Stillingen er på fuld tid.
Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst og efter reglerne om lokal løndannelse.
Yderligere oplysninger
Du er velkommen til at kontakte sekretariatschef Mie Kjær Skov på telefon 21 18 68 50 eller mail mksk@thisted.dk for at høre mere om stillingen.
Læs mere om Thisted Kommune her: Forside.
Ansøgningsfrist
Vi skal have din ansøgning med kopi af relevant dokumentation senest tirsdag den 26. maj 2026.
Ansættelsesudvalget mødes den 27. maj og udvælger kandidater til første samtalerunde. Hvis du bliver udvalgt, så hører du fra os umiddelbart herefter.
Samtaler forventes afholdt den 29. maj med en eventuel anden samtalerunde den 4. juni. Der kan indgå test eller case i ansættelsesforløbet.
Tiltrædelse
Den 1. august 2026.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Thisted Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Ledelsessekretariatet, Asylgade, 7700 Thisted
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 26-05-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/14c8c603-2bcf-48a9-b029-90532efc74c1