Brænder du for miljøbeskyttelse? Er du klar på myndighedsarbejde i en kommune, der vægter god kommunikation og dialog i kombination med teknisk viden til at opnå det bedste resultat? Så har du nu muligheden for at være med til at udvikle virksomhedsområdet i Thy.
Du bliver en del af et team på 9 medarbejdere, hvor samarbejde og vidensdeling er en vigtig del af hverdagen. Vi arbejder på tværs i hele organisationen og er i tæt dialog med borgere, virksomheder og rådgivere. Kommunikation kombineret med en stærk faglighed er nøgleordene for os.
Om jobbet
Da vi er en mindre kommune, får du et alsidigt job, hvor du får lov til at bidrage fra første dag. Dine opgaver spænder over en bred kam af myndighedsopgaver inden for miljøområdet; tilsyn hos virksomheder, miljøgodkendelser, klagesager, processpildevand og andre lignende opgaver. Vi arbejder som et team, og løfter i flok, så du vil ikke sidde alene med dine opgaver - men du skal være klar til at drive processer og afsøge muligheder, og du skal kunne afslutte dine opgaver. Dialog med borgere, virksomheder, rådgivere og dine kollegaer er en stor del af dagligdagen, og derfor er det vigtigt, at du er god til at kommunikere både mundtligt og skriftligt.
Vi forestiller os, at du
- har en relevant uddannelse som ingeniør, biolog eller lignende
- har erfaring med eller lyst til at arbejde med miljøbeskyttelsesloven
- har evnen til at kommunikere klart og forståeligt - både mundtligt og skriftligt
- har evnen til at se sagerne fra flere perspektiver og derved bidrage til at finde løsninger, der tilgodeser flere interessenter
- er fleksibel
- kan indgå konstruktivt i tværfaglige sammenhænge og løse opgaver selvstændigt
- er indstillet på at yde god service til borgere og erhvervsliv
- er indstillet på at arbejde i en politisk ledet organisation
- er indstillet på tilsyn ude af huset
- har kørekort.
Vi tilbyder
Du bliver en del af en spændende organisation, der er i løbende udvikling, og hvor god faglighed og service over for borgere og erhvervsliv prioriteres højt. Medarbejdertrivsel er meget vigtigt for os, så hos os får du en arbejdsplads med fleksibilitet, bredt tværfagligt samarbejde, medindflydelse og et højt aktivitetsniveau og med forståelse for at arbejde og fritid skal hænge sammen. Arbejdsmiljøet er uformelt med respekt for hinanden, plads til humor og et godt socialt fællesskab i og uden for teamet. Der er mulighed for at arbejde hjemme og man har stor frihed til selv at tilrettelægge arbejdsdagen. Vi er et hus, hvor vi kender hinanden på tværs af afdelinger og hvor vi har flere sociale arrangementer i løbet af året. Bl.a. har vi en årlig forvaltningsdag, hvor hele huset er afsted sammen, hvor vi har fokus på fagligt indhold og socialt samvær med kollegaer.
Du kommer til at indgå i Team Industri, som er en del af Plan- og Miljøafdelingen. Vi har adresse i Hurup og hører under forvaltningen Teknik, Erhverv og Beskæftigelse.
Ansøgningsfrist og tiltrædelse
Ansøgningsfristen er den 15. august 2025 kl. 8:00, og vi forventer at holde samtaler i uge 34.
Tiltrædelse sker snarest muligt.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold iht. gældende overenskomst og lokal løndannelse. Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer/uge. Bemærk at arbejdsstedet er Kirkevej 9, 7760 Hurup.
Kontakt vedrørende stillingen
For yderligere oplysninger vedrørende stillingen kan du kontakte sektionsleder, Henriette C. Kolby på telefon 99 17 22 64 eller henkol@thisted.dk eller miljøsagsbehandler Jannie Kalør Svendsen på telefon 99 17 22 26 eller JKSV@thisted.dk. Alle henvendelser behandles fortroligt.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Thisted Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Thisted Kommune, Asylgade, 7700 Thisted
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 18-07-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/7fd9fbc3-5634-48ce-b9bb-86d7ce5ebb2f