Vi arbejder på Bjergbo fordi:
- "Man får fantastiske, givende og meningsfulde relationer til borgerne.” (pædagog hus D)
- “Omsorg kan være mange ting, men her kan vi komme helt tæt på nogle personer, mærke dem og bare være med dem. ” - (pædagog hus B)
- “På Bjergbo er der et trygt og fagligt samarbejde mellem kolleger, vi møder alle ind for at give beboerne den bedst mulige dag, og vi hjælper og støtter hinanden for at det lykkes” (fagkoordinator)
- “Vi har stor frihed ved vagter og vagtbytte.” (Ergoterpeut hus B)
Vi søger tre medarbejdere:
SSA/pædagog/ergoterapeut til hus D
Vi søger en medarbejder til Bjergbos hus D – vores mindste afdeling med 2 personaler til 6 beboere. Du kan være SSA’er, ergoterapeut, PAU eller pædagog. Her er det vigtigere at du er den rigtige brik til Bjergbos hus D.
Beboerne har brug for en medarbejder som kan arbejde med struktur som pædagogisk redskab, som kan arbejde med kommunikation med mennesker med høre- og synsnedsættelser og som gerne må have kendskab til autisme og neuropædagogik.
Medarbejderne i hus D sætter pris på en kollega der kan balancere mellem samarbejde og selvstændighed. Hus D kan tilbyde et unikt arbejdsfællesskab, og en mulighed for at få fantastiske, givende og meningsfulde relationer til borgerne.
Pædagog til Hus B
Vi søger også den rigtige brik til Bjergbos hus B – vores største afdeling med 3-4 medarbejdere til 9 beboere. Her søger vi specifikt efter en pædagog eller PAU der vil være med til at udvikle den pædagogiske indsats:
Beboerne i hus B har brug for dig hvis du kan skabe nærværende stunder i en foranderlig hverdag, kan kommunikere både verbalt og nonverbalt, kan bevare roen når fx epilepsien rammer, som får det sociale liv til at blomstre og som kan bruge selv den mindste anledning til at lave fest og ballade.
Medarbejderne i hus B sætter pris på en nysgerrig kollega som hviler i egen faglighed og som kan se forskellighederne i personalegruppen som en fordel. Du bliver en del af en stor gruppe medarbejdere af både yngre og erfarne kollegaer, alle med et stort engagement i deres arbejde. Hus B kan tilbyde et arbejdsliv hvor dit nærvær gør forskellen mellem en god og en dårlig dag, og du kan fordybe dig fagligt og professionelt i dine kontaktbeboeres hele liv.
Og så søger vi en Schweizerkniv
Det er Bjergbos nyeste projekt der ruller over det næste halvandet år. Vi har sat et ekstra personale på hver dag – en blid overnormering, kan man kalde det. Hver dag er der dermed enten en til at dække den første akutte sygemelding – og de dage der ikke er sygdom, skal man være flødeskummet, altmuligpersonen, de ekstra hænder. I prioriteret rækkefølge skal man: give kollegaerne pauser, dække hvis kollegaer har brug for at gå fra til større dokumentationsopgaver, lave aktiviteter med beboerne, rydde op/skabe følelsen af at vi har lidt overskud her på Bjergbo.
Vi startede projektet her i juli, og du vil blive den tredje schweizerkniv i et lille team på 3. I arbejder hver 3. weekend kl. 10-21 og dækker på skift 14-22 i hverdagene. Du vil blive lært op i et par afdelinger, og derfra kan du stille og roligt også lære de andre afdelinger at kende.
Du kan have flere forskellige uddannelser i bagagen til denne stilling – her vil din personlighed, din erfaring og din lyst til at være med til at udvikle noget nyt, være afgørende. For du skal synes det er sjovt at kunne lidt af hvert, at være flere steder, at ikke vide hvad du skal i morgen, og så skal du kunne se værdien i at være de der ekstra hænder som både kan rengøre et køleskab, holde en hånd, gå en tur, give et kram og uddele high-fives.
For alle tre stillinger gælder:
- Grundig oplæring i det pædagogiske og sundhedsfaglige arbejde i afdelingen – du tilbydes følordning, introprogram og opfølgende samtaler med nærmeste leder.
- Mulighed for udvikling gennem undervisning, kurser, sparring. På Bjergbo tilbydes kurser og efteruddannelse i Neuropædagogik, KRAP, journalføring, og medicinhåndtering mv.
- Vi har en mødeplanlægger der altid forsøger at få mødeplanen til at understøtte medarbejdernes work - life balance. Vi arbejder med en 8 ugers mødeplan, med skiftende arbejdstider, dag og aften- samt hver anden weekend.
- 37 timer – men mulighed for at arbejde mindre, efter eget valg - ned til 30 timer.
Løn- og ansættelsesforhold
- Hus B+D stillingerne er skiftende arbejdstider (dag/aften vagter, ikke nat) og hver anden weekend.
- Schweizerknivsstillingen er en projektansættelse frem til 31/12 2026 – og mulighed for fastansættelse (når/hvis projektet viser sig at være den succes vi tror på).
- Ansøgningsfrist den 18. august kl. 08:00
- Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 21. og 22. august 2025
- Ansættelserne er pr. 1.oktober 2025 eller før hvis muligt.
- Løn og ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst og principperne for lokal løndannelse. Straffeattest skal fremvises før ansættelse.
Vil du vide mere?
Kontakt leder af Bjergbo, Ane Kirk på telefon: 24 83 78 94.
I uge 31+32 kan du kontakte assisterende tilbudsleder Heidi Kirkegaard på telefon: 20 54 27 67.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Thisted Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Boenheden Bjergbo, Fjordlystvej, 7700 Thisted
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 18-08-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/73f5cafb-b878-441e-9262-45d53e1dd325