Bedsted Skole lukker i 2026 – almenklasser overflyttes til Hurup Skole, mens specialklasser bliver

Foto: Thisted Kommune.
dato

Bedsted Skole lukker pr. 1. august 2026, og elever i almenklasserne flyttes til Hurup Skole, mens specialklasseeleverne forbliver i Bedsted.

Kommunalbestyrelsen har besluttet at lukke Bedsted Skole fra 1. august 2026 på baggrund af faldende elevtal i almenklasserne. Lukningen sker, da skolen i to sammenhængende skoleår har haft færre end 75 elever indskrevet i almenklasserne.

Beslutningen blev truffet på kommunalbestyrelsens møde onsdag den 26. november 2025. Fra skoleåret 2026/2027 vil elever fra Bedsted Skoles almenklasser i stedet blive tilbudt plads på Hurup Skole.

Lukningen påvirker både elever, forældre og de ansatte på Bedsted Skole. Kommunen arbejder på at sikre en tryg og glidende overgang til det nye skolemiljø på Hurup Skole samt at tage hånd om medarbejderne og hjælpe dem videre til andre stillinger, hvor det er muligt.

Bedsted Skole rummer også 41 specialklasseelever i Bedstedklasserne og Golfstrømmen. Kommunalbestyrelsen har besluttet, at disse elever skal forblive i de nuværende rammer på Bedsted Skole.

Derudover blev det vedtaget at igangsætte et analysearbejde for at undersøge, hvordan børnene i den kommende 0. klasse, der skulle have gået på Bedsted Skole, fra skoleåret 2027-2028 kan fordeles hensigtsmæssigt mellem Koldby Skole og Hurup Skole. Dette vil dog ikke få betydning for de allerede indskrevne elever på Bedsted Skole.

https://www.thisted.dk/nyheder/2025/november/bedsted-skole-lukker

Kilde: Thisted Kommune